Ny skytte

Hvor svært er det at komme i gang?

Har du aldrig skudt før? Eller har du løsnet et par skud i et skydetelt til byfesten eller været med onkel Jørgen på jagt? Og har du tænkt, at det kunne være skægt at komme i gang på en rigtig skydebane? Så skynd dig hen til os - for vi glæder os til at hjælpe nye skytter i gang.

  • Du kontakter os og aftaler en aften, hvor vi lige kan tjekke ID og snakke lidt sammen; vi er klar på onsdage og torsdage. Bemærk, at vi skal verificere og registrere alle skytters identitet i vores logbog.
  • På din prøvedag vil den baneansvarlige eller et andet garvet medlem hjælpe dig til rette.
  • Du behøver hverken være i supergod form eller købe udstyr for en formue
  • Du kan skyde i dit almindelige tøj
  • Du låner våben (kaliber .22) og høreværn af skytteforeningen, og vi stiller 'krudt og kugler' til rådighed på din prøveaften.

Og så er det for hele familien - om du er 10 år eller 90 år - så er du lige velkommen.

 

Hvordan foregår det så?

Skytter deles op i aldersklasser:

  • Børn: op til og med 15 år
  • Junior: 16 -18 år
  • Ungdom: 19 - 21 år
  • Senior: 22 til 55 år
  • Veteran: 56 - ingen øvre aldersgrænse!

De enkelte aldersklasser deles op efter resultater, så man også som nybegynder kan få en medalje med hjem fra konkurrence, hvis man gør sig umage!

Der er grundlæggende to slags skydning:

  • Baneskydning, hvor afstanden til skiverne er den samme hver gang (15 m, 25 m, 50 m, 200 m, 300 m)
  • Terrænskydning, hvor man går mellem forskellige skiveopstillinger – og samtidig får en fin naturoplevelse

 

Priser

Kontingentet udgør pt. (2017)  300kr pr. halvår for medlemmer over 15 år og 200kr pr. halvår for børn .

Ammunition kan købes i foreningen. Kaliber .22 ammunition koster typisk ca. kr. 50 for 50 stk.

 

Os i Køge

Køge Skytteforening tilbyder både pistol- og geværskydning, og det er op til dit temperament, hvilke discipliner du vil prøve kræfter med.

Alle de forskellige skydninger afsluttes med danmarksmesterskaber, hvor vinderne findes både individuelt og for hold i de forskellige klasser, der skydes i. Er du den næste, der vinder guld til DM for Køge Skytteforening?

Hvis du er interesseret, så kontakt formanden, John Sejr Pedersen (sejr@285-0.dk) og hør mere om skyttesporten, og aftal eventuelt besøg på vores træningsaftener, som du finder her på hjemmesiden.

Bemærk, at foreningens lokaler er udstyret med kameraovervågning.